Indlæser Begivenheder
Denne begivenhed er allerede afholdt.

Tegning af banetimer for sæsonen 2021/22 – Mød op i Nivå-Kokkedal Tennisklub kl. 15

Søndag den 8. august inviterer Nivå-Kokkedal Tennisklub sammen med Fredensborg Tennisklub og Humlebæk Tennisklub alle medlemmer i de tre klubber til nytegning af baner for sæsonen 2021/22 i tennishallen i HiC. Det foregår i Nivå-Kokkedal Tennisklub, Græstedgaardsvej 1, 1980 Kokkedal fra kl. 15 og vi forventer at banefordeling er færdig ca. kl. 17.00

Ud over at få en forhåbentlig hyggelig eftermiddag sammen på det dejlige anlæg i Nivå-Kokkedal er formålet, at vi på denne måde giver alle medlemmer en fair chance på fuldstændig lige vilkår til at tegne en bane for de kommende sæsoner. Dette ønsker vi at gøre 100 % transparent, hvor alle kan følge med og har lige mulighed for at tegne baner, herunder på de mest attraktive timer. Formålet er samtidig, at så mange medlemmer kan få en bane, og derfor kan man kun tegne en time her den 8. august.

Det betyder, at såfremt man ønsker at tegne en fast banetid for den kommende sæson, må man møde op og deltage denne dag. De baner, der fordeles den 8. august skal betales inden for en uge (se om fuldmagt nedenfor). Herefter frigives resterende banetimer i halbooking og vil kunne bookes fra mandag den 16. august.

Følgende bemærkes om banetegningen den 8. august, hvor fordelingen sker ved lodtrækning

  • det kræver 2 medlemmer for at booke en bane (mao skal der to til at få et lod sammen – og man kan kun være med i et lod). 2 juniorer kan ikke tegne sammen på hverdagsaftener og om lørdagen.
  • blandt alle lodder foretages lodtrækning, og dem som udtrækkes først kan vælge tid først, dem som trækkes som nr. 2 kan vælge som nr. 2 og så fremdeles
  • Hvis man ønsker at spille om formiddagen på en hverdag kan man bruge sit lod sammen med et andet par og dermed få to timer i træk til en double (det andet par udgår herefter af lodtrækningen)

Tilmelding til at deltage i lodtrækning er ikke nødvendig, man møder blot op. Tag evt. tennistøj med, da der vil være lidt ventetid og mulighed for at spille i pauserne, hvis man da ikke hellere vil drikke et glas vin og hyggesnakke med de andre.

Er man forhindret at møde fysisk op, er man ikke udelukket fra at få en bane

Måtte man være forhindret i møde fysisk op den 8. august er der følgende muligheder

  • den man ønsker at spille sammen med møder op, og man er repræsenteret herigennem.

Kan ingen af de to spillere, som ønsker at tegne en bane sammen møde op den 8 august:

  • kan man give en fælles fuldmagt til et andet medlem, som møder op. Et medlem kan maksimalt bære en fælles fuldmagt fra to spillere, som ønsker en bane sammen.

    Fuldmagt gives ved at begge de to medlemmer som ønsker en bane sammen på mail sender følgende tekst til det medlem, som kommer med fuldmagten:

    “Jeg [navn] og [medlnr.] i [angiv klub]Tennisklub  giver hermed fuldmagt til at [navn] og [medlnr.] i [angiv klub]Tennisklub den 8. august deltager i lodtrækning på mine vegne til at tegne en bane.

    Min ønskede medspiller er [navn] og [medlnr.] i [angiv klub]Tennisklub” 

    Fuldmagtshaver skal have print af begge ovenstående mails med den 8. august og får mod aflevering af disse et lod på disse spilleres vegne.

Efterfølgende bekræftelse og betaling

Umiddelbart efter den 8. august vil de medlemmer, som har reserveret en bane, modtage en faktura. Prisen er kr. 3.818 for A timer og 1.668 for B-timer (morgen, hverdagsformiddage og 22-23 på hverdage samt 6-8 i weekender og 22-23 søndag aften).

Betaling skal foretages senest 15. august, hvorefter de resterende ledige tider åbnes for online booking mandag den 16. august, hvor de begrænsninger, som er ved den første tegning 8. august ophæves. Med andre ord: man kan booke en bane mere, selvom man allerede har fået en.

Bemærk, at der kan være aflyst 24/25. december og 31. december/1. januar samt yderligere 4 aflysninger pga aktiviteter uden refusion, samt at der ikke vil være refusion i tilfælde af at hallen lukkes som følge af myndighedernes beslutninger, herunder pga bygningsforhold, pandemi eller i øvrigt.

Med venlig hilsen

Helena Lytton, Jørgen Holm og Lars Gulmann
NKT, FTK og HTK