Øresund Tennis & Padel har et omfattende og ambitiøst samarbejde med de lokale skoler, som indebærer,
- at alle børn i indskolingen fra 0 .- 3. årgang modtager en grundlæggende tennisuddannelse på i alt 10 lektioner i skoletiden, hvor man kommer ind på alle de grundlæggende slag (forhånd, baghånd, flugtning og serv), samt lærer principperne i at tælle point,
- at vi laver diverse andre træningshold for skolerne i de øvrige årgange iht. nærmere aftale med skolerne
- at der kører særlige talentprogrammer for de mest ambitiøse børn i skoletiden på alle relevante årgange.
Øresund Tennis & Padel, Humlebæk Skole og Langebjergskolen har i 2020 og 2021 modtaget priser af DGI og Dansk Tennisforbund for “det nytænkende og innovative samarbejde, som giver børnene ekstra bevægelse og øgede fysiske kompetencer i skoletiden.”.
Vi er i Øresund Tennis & Padel meget stolte af at modtage disse priser og i endnu højere grad at bidrage til børnenes trivsel og læring i skolen. Vi synes det er vigtigt at bidrage til udviklingen i lokalsamfundet og give børnene inspiration til at fortsætte med sport og bevægelse efter skole.
Samtidig betyder talentprogrammerne, at disse børns hverdag hænger bedre sammen med sport og skole. Det er en win – win, da børnene fortæller, at de har mere energi både til tennis og i skoletiden end, når de mange timers træning udelukkende ligger om eftermiddagen efter lange skoledage.
Udnyttelse af skoledagen til talentprogrammet betyder samtidig, at tennisklubben har bedre tid til andre børn om eftermiddagen, idet vores banekapacitet er begrænset, særlig om vinteren.
Tilsvarende skoletennisprogrammer er ved at blive iværksat i Niverød og Nivå.